Indkøring i Vuggestuen og modtagelse af nye børn:
En pædagogisk medarbejder vælges som primær pædagog/voksen og tager imod barnet den første tid i institutionen og er den faste tryghedsgiver i opstartsperioden. Denne voksen har den primære kontakt til det enkelte barn og har løbende kontakten til forældrene og afholder også trivselssamtale indenfor seks måneder.
Vi ved af erfaring og faglig evidens, at en god indkøring er vigtig for børns videre trivsel i daginstitutionslivet og derfor vægter vi en god og tryg indkøring. Vi anbefaler en stille og rolig indkøring med 1-2 uger til indkøringen. Hvor den første uge følger vi en indkøringsplan som vi lægger i samråd med jer og ugen efter ligner så meget så muligt en almindelig uge, dog med kortere dage.
Den første dag vil mest af alt minde om et besøg, og I forældre vil være sammen med jeres barn i institutionen ca. ½-1 times tid, på et tidspunkt af dagen, hvor jeres barn er veloplagt. I vil her få jeres første indtryk af personalet, de andre børn og stuen og vi vil få en snak med jer om hvordan indkøring skal foregå fremadrettet baseret på jeres kendskab til jeres barn og vores erfaring med indkøring. Typisk vil vi lige så stille arbejde hen mod at jeres barn bliver trygge ved personalet på stuen og vi vil gradvis øge tiden, hvor jeres barn er på stuen uden jer. I starten vil vi prøve 10-15 min, hvor I vil blive tilbudt en kop kaffe på vores personalestue. Det er vigtigt at I siger farvel til jeres barn, så det oplever at I går og kommer tilbage.
Det er vigtigt at huske på at alle børn er forskellige og vi vil gøre vores bedste for at tilpasse indkøringen til det enkelte barn og familie.
I vil muligvis opleve at vi stiller mange spørgsmål ang. jeres barns første tid og jeres første tid som forældre, dette er blot for at få et kendskab til jer som familie, så vi bedst muligt kan imødekomme jeres familie. At jeres barn græder, er helt normalt og er bare en form for kommunikation, som vi skal lære at aflæse og imødekomme.
Efter 3 mdr. og indenfor 6 mdr. vil I blive tilbudt en trivsel samtale om jeres barns opstart i vuggestuen. Måtte der efterfølgende opstå spørgsmål, bekymringer eller bare generelt et behov for en samtale, aftales det bare med stuens personale.
Vi spøger forældrene om:
- barnets søvnrytme
- evt. allergier
- hvad er barnet optaget af for tiden
- særlige behov